Fra et lille pensionat i et øde klitlandskab til et historisk badehotel med gourmetrestaurant og Wellnessafdeling

For mere end 100 år siden startede Emma og Hans Chr. Ruth deres første år som værtspar på badepensionatet "Vesterhus".

Hans Chr. Ruth var opsynsmand ved redningsstationen i Gl. Skagen og Emma var ansat på Jeckels badehotel. Efter uoverensstemmelser med Fru Jeckel i forbindelse med Emmas mors sygdom og død i København får samarbejdet en brat afslutning. Familien Ruth tager derfor i 1904 det første skridt og åbner for sommergæster på "Badepensionatet Vesterhus" - som senere bliver kaldt Ruths Hotel.

I 1909 er Hans Chr. Ruth med i en stor redningsaktion udfor Gl. Skagens kyst. Det norske skib "Speed" fra Sandefjord forliser og den eneste overlevende - nordmanden Johan Olaf Dahler - bliver bragt med til Ruths Hotel. Johan Olaf plejes kærligt af husets datter Dagmar og sød romantik opstår..... Men Dagmar er på dette tidspunkt blot 16 år og Johan Olaf tager igen på havet - efter kraftige formaninger fra farmand Ruth! Han lover dog at komme tilbage, han holder sit løfte overfor Dagmar og i 1912 gifter Dagmar og Johan Olaf sig.

Johan Olaf får nu sin daglige gang hos Gl. Skagens redningsstation, hvor Hans Christian nu er daglig leder, og deltager derudover i de mange opgaver på Ruths Hotel som nu er blevet udvidet.

I 1917 får Dagmar og Johan Olaf muligheden for selv at blive hotelejere. De køber Strandhotellet - nabohotel til Ruths Hotel - som Fru Marie Schmidt Kristensen havde bygget i 1910. Senere overtager de også driften af Ruths Hotel. I mere end 60 år indtager "Mama Dahler", som Dagmar elskværdigt blev kaldt af familie såvel som lokale samt af gentagende sommergæster, en central rolle i Gl. Skagen idyllen.

Ved hendes død i 1974 blev ejerskabet af hotellerne splittet op. De to hoteller er i dag, takket være Jørgen Phillip-Sørensen, igen under samme tag. Det historiske og karismatiske Strandhotellet Gl. Skagen hedder nu Ruths Strandhotel, hvor de romantiske Suiter samt cafeen fortsat giver belæg for et dejligt romantisk ophold i Gl. Skagen.

Sammen med miljøet og livet i og omkring badehotellerne i Gl. Skagen hører der en lang række sjove, spændende og fantastiske historier og anekdoter - både fra tidligere tider, men også fra i dag, hvor hotellerne også besøges af de lokale Skawboere. Og sætter man sig i cafeen på Ruths Strandhotel, eller i Brasseriet på Ruths Hotel, er der stor sandsynlighed for, at man meget vel kan høre og opleve dem ved selvsyn.