Sømærket
Ved et ophold på Ruths Hotel er det nærmest obligatorisk at give sig selv den oplevelse, som det er at nyde udsigten ved Sømærket. Med en placering få minutters gang fra hotellet, så er det også en ”vandretur”, de fleste burde kunne finde tid til. På toppen af bakken, hvor Gl. Skagens stolte vartegn står, er der uovertruffen panoramaudsigt. En betagende udsigt til Skagerrak, og hen over de karakteristisk gule huse og røde tage med hvidmalede kanter. Mod øst kan man skimte Kattegat, og i sydlig retning bugter det kuperede terræn sig med marehalm og den enorme klitplantage.
Sømærket har ikke længere en funktion, men det er ét af 23 sømærker, der helt tilbage i 1884 blev placeret langs vestkysten for at guide datidens sømænd. Disse sømærker er op til 12 meter høje og "hovederne" kan være en cirkel, en trekant, en firkant eller en anden letgenkendelig figur, der alle var indtegnet som signaturer på søkortene, så navigatørerne kunne bestemme skibenes nøjagtige positioner. I dag er der 11 tilbage, fordelt over hele den smukke danske vestkyst.
SE VIA GOOGLE MAPS